Skip Navigation

Better Energy påbegynder komprimeret kapitalrejsning og fokuserer på fortsat drift under rekonstruktion

Better Energy igangsætter en målrettet kapitalrejsning for at sikre fremtidig finansiering og bæredygtig drift. Virksomheden arbejder parallelt med at sikre kortsigtet finansiering, der skal sikre færdiggørelse af nøgleprojekter. Under rekonstruktionsprocessen opretholder Better Energy driften af eksisterende solcelleparker og fokuserer på øget omkostningseffektivitet.

Solcellepark med et stort træ i baggrunden

Better Energy har iværksat en struktureret og komprimeret kapitalrejsning for at tiltrække ny kapital og sikre fremtidig finansiering med rådgivning fra Carnegie. Processen vil løbe frem til den 7. februar 2025. Parallelt hermed undersøges muligheder for kortsigtet finansiering, der skal understøtte færdiggørelse af nøgleprojekter og fastholdelse af værdier i Better Energy.

 

Stramme likviditetsforhold og prioriteringer

irksomhedens likviditet er aktuelt meget begrænset, og det er ikke muligt at betale gæld fra før rekonstruktionsanmeldelsen den 19. december 2024, før der er klarhed omkring kapitalrejsningen.

Better Energy har i 2024 gennemført betydelige omstruktureringer, herunder en markant reduktion af medarbejderstaben. En kernegruppe af medarbejdere arbejder fortsat målrettet på at opretholde driften, sikre fremdrift i nøgleaktiviteter og støtte rekonstruktionsprocessen. Dette team spiller en central rolle i virksomhedens bestræbelser på at stabilisere driften og sikre værdiskabelse under de aktuelle udfordringer.

Som en del af rekonstruktionen fortsætter virksomheden arbejdet med effektivisering og tilpasning af virksomhedens omkostninger til de nuværende markedsvilkår.

Better Energy fastholder fokus på at sikre forsvarlig drift af operationelle solcelleparker gennem vedligeholdelses- og driftsaktiviteter (O&M). Better Energy vil først kunne give en klar tidsplan for genoptagelse af sine byggeaktiviteter (EPC), når der er klarhed over finansiering af de enkelte projekters færdiggørelse.

 

Appel om tålmodighed fra samarbejdspartnere

Better Energy appellerer om tålmodighed fra leverandører, entreprenører, kreditorer og øvrige samarbejdspartnere i den kommende måned. En holdbar løsning kræver arbejdsro hen mod 7. februar, så kapitalrejsningen og finansieringen kan falde på plads. Målet er at genstarte projekterne, fastholde værdier og minimere tab for alle involverede parter.

Better Energy vil frem til den 7. februar 2025 udsende statusopdateringer hver anden uge for at sikre transparens og oplyse om fremdriften i processen. Næste opdatering vil finde sted i uge 4 2025 (ugen der begynder med mandag d. 20. januar).